Anton Rosen

Anton Rosen 1859-1928 blev født i Horsens.

 

Han var udlært murer og arkitekt fra kunstakademiet i København. Han var en af de helt store eksponenter for skønvirke inden for arkitektur og til en vis grad også indenfor møbel- og dekorations kunst, og skrev i magasinet af samme navn. Han rejste en del og må være blevet påvirket af de strømninger der herskede i Europa på den tid.

Anton Rosen var meget optaget af de materialer han arbejdede med, hvilket afspejles i hans bygninger der er gode gedigne rødstensbygninger ofte med naturstensfundament og tegltag. Dette betyder imidlertid ikke at hans værker ikke var raffinerede, man forstod at give det funktionelle og meget "bruger venlige" byggeri et raffineret snit ved hjælp af udsmykninger og små finurligheder i konstruktionen. Noget han havde til fælles med den engelske version af Skønvirke - "Modern Style", hvor en stor gruppe engelske arkitekter, og kunstnere samledes om at skabe boliger og omgivelser for den almindelige borger, der var funktionelle, sunde og æstetiske.

Når han påtog sig et projekt tog han på sig at få det færdige resultat som en helhed. Han arbejdede i den forbindelse sammen med mange af den tids kunstnere som sølvsmeden George Jensen og kunstneren Valdemar Andersen (senere kendt for sin udsmykning af metropol-huset). Det fortælles om ham, at han da han stod for konstruktionen og afviklingen af Landsudstillingen i Aarhus i 1909, var han så opsat på at skabe det perfekte helhedsindtryk, at han personligt designede knapperne på kontrollørernes uniformer således, at de passede ind i resten af projektet.

Da han designede Paladshotellet i København var han også meget involveret i interiør designet og gav ved denne opgave sin fantasi og kærlighed til at dekorere med gitre, lamper, kupler og guirlander frit løb.

Anton Rosen var en meget fantasifuld arkitekt. Når man læser om hans forskellige projekter bliver man forbavset over deres forskellighed. Han har lavet planer for opførelse af et hovedkvarter for The Chicago Tribune i USA, udkast til hvordan man kunne flytte Rundetårn i København - ingen af delene blev dog ført ud i livet, han tegnede toværelses arbejderboliger, der skulle have holdt i 20 år, men står endnu, og så har han tegnet støtten med Lurblæserne, der står mellem Paladshotellet og Rådhuset i København, som alle sikkert kender.

Det er gennemgående for alt hvad Anton Rosen har lavet, at det har været gedigent håndværk, der ved nærmere eftersyn afslører en forbavsende mængde af detaljer og en stor forståelse for hvad hver enkelt bygnings funktion var. Skønt Virke om noget!

Værker af Anton Rosen:

 

Paladshotellet.

Paladshotellet stod færdigt i 1910. Det blev bygget på foranledning af direktør Anders Jensen som Anton Rosen også har udført en række andre arkitektopgaver for.

Paladshotellet var et på mange måder ekstravagant projekt, f.eks. har det sit 65 meter høje tårn med dets fire store mosaikker, der fortæller døgnets fire tider. Mosaikkerne blev udført af kunstneren Johannes Kragh. Sølvtøjet til hotellet blev fremstillet af sølvsmed George Jensen, i hans kendte Jugendstil.

I dag er meget af interiøret væk, men udefra ligner hotellet Aksel Rosens ide om et fint moderne hovedstads hotel (hvis man ser bort fra lysreklamerne), og i vestibulen kan man stadig fornemme den tids æstetik.

Løvenborg eller Vesterbrogade 34.

Vesterbrogade 34 stod færdig i 1907. Det kan stadig ses på Vesterbrogade i København, det har lige været igennem en stor renovation, underetagen er ikke færdig renoveret og det fremstår derfor lidt lurvet, men hvis man ser op vil man kunne se hvordan det så ud i 1907 da Rosen var færdig med det.

Da det blev bygget var forhuset ment som et forretnings hus, derfor ønskede bygherren at der blev indsat store glas partier så varerne kunne beskues fra gaden, noget der stred mod Anton Rosens forkærlighed for det stoflige og det at lade husets konstruktion komme til sin ret. Det lykkedes ham dog at få lidt af den stoflighed frem ved at lade vinduerne være omgivet af små blyindfattede vinduer der gjorde helhedsindtrykket noget mere bastant.

 

Lurblæserne

Lurblæsersøjlen blev rejst på Rådhuspladsen i 1914.

På Landsudstillingen i 1909 lavede Anton Rosen som et forstudie til dette monument, en søjle, der som den vi kender fra Rådhuspladsen blev finansieret af Carlsberg, den havde dog kun en lurblæser på toppen i modsætning til den vi kender fra Rådhuspladsen, der har to.

 

Metropol bygningen på Strøget

Dette Jugendhus blev opført i 1907 og er tegnet af Anton Rosen.

Ved denne opgave fik Anton Rosen helt anderledes frie hænder end han havde fået under opførelsen af Vesterbrogade 34, det skyldes at der på det tidspunkt var en højkonjunktur i Danmark samt at overretssagfører Hjalmål, pengene bag projektet, efter sigende lod bygningen opføre for at huse et varehus for et tysk million foretagende.

Huset blev indrettet med store uopdelte rum og glaskarnapper der på en tid stillede varerne til skue og lod lyset strømme ind.

Mest fantastisk er husets kuppel som Anton Rosen fik Valdemar Andersen til at udsmykke indvendig. Kuplen er delt op i tre felter der hver indeholder motiver af stiliserede nøgne figurer. Der er brugt lyse farver; masser af blåt og guld. Omkring disse motiver er malet forskellige mønstre der var så populære på den tid. Maleriet minder på mange måder meget om den samtidige maler Gustav Klimts værker, og om de stiliserede kvindemotiver, som blev så populære 20 år senere da Art Deco var den dominerende stil.

Kuplen er der stadig idag. Der var en lang årrække lukket af til det med gipsplader af hensyn til varme forbruget. Men maleriet er heldigvis blevet sluppet ud igen og kan nu nydes af dem, der har ærinde hos Advokatkontor Nielsen & Nørager, der har til huse på Metropol husets øverste etage.